Kunsten at tage livet af andre

Danske film er slet ikke så gode, som vi nok går og tror. Jovist kommer der en enkelt god film i ny og næ, men efter at der er blevet skruet op for filmstøtten er antallet af ligegyldige melodramaer og kedsommelige parforholdsfilm steget urovækkende meget. Det er lidt lige som den gang i firserne, hvor en standardreplik i en film enten var en version af ”skidegodt, Egon!” eller ”jamen for pokker Susanne, vi må da kunne snakke om det her”.

Men ind i mellem kommer der så en rystende god film, som i miljø- og personskildring rammer noget almen-menneskeligt lige på kornet, samtidig med at det formår at fortælle en god historie. ”Let’s get lost” og ”Festen” var sådanne film, ”Dogville” var også – og lad mig afsløre at hypen holder 100% ved Peter Schønau Fogs ”Kunsten at græde i kor”.

Forfatteren Erling Jepsen udgav i 2002 den delvist selvbiografiske ”Kunsten at græde i kor”. Den blev en enorm succes, sådan som kun stærke historier fra udkantsdanmark kan blive det herhjemme, og den blev langet over provinsens boghandlerdiske i tusindtal. Bogens store scoop er, at den lader den 11-årige Allan være fortæller. Med sin barnlige troskyldighed og godmodige referat af sin families gøren og laden afslører han langsomt – og tydeligvis uvidende om det – en afgrundsdyb tragedie. Fordi han er 11 år og ikke forstår hvad der sker, bliver bogen grotesk morsom og hjertegribende sørgmodig på én gang. Man undrer sig over, at noget så trist, kan være så morsomt.

Og hvorfor er nu det vigtigt? Jo, det er vigtigt, for i filmatiseringen af Jepsens roman formår debut-instruktøren Peter Schønau Fog nøjagtig det samme. Historien om familien Johannesen fortælles igen fra den 11-årige Allans synspunkt, og det er stadig den samme rystende og lattervækkende fortælling.

Allans far, der er mælkemand, lider af ”psykiske nerver” og truer ofte med at tage livet af sig selv. Det eneste der kan få far i godt humør er, når mor lægger sig ned på sofaen for at ”trøste ham”.

Men det er mor holdt op med. I stedet for må Allans 14-årige storesøstert Sanne ”trøste far”, ofte under kraftig opmuntring fra Allan, der ikke bryder sig om når far er ked af det.

Allan finder ud af, at far også bliver opmuntret af at holde begravelsestaler. Men for at begrave nogle må de jo være døde, så Allan gør sit for at holde begravelsestallet kørende i den lille sønderjyske landsby, hvor familien tjener til sit brød som ismejerister.

Filmen giver et rystende portræt af en dreng, som er fanget i mellem en loyalitet overfor sin far, og en kærlighed til sin søster. Han er stadig så lille at faderen for ham er en helt, en, der har ret, men også en der skal lade sig hjælpe for at familien kan fungere. Lille Allan på 11 år skal være den voksne, der tager ansvaret for faderen.

Hele familien lever i faderens psykiske terrorregime. Han er komplet utilregnelig, og hans luner ødelægger familien indefra, ikke mindst Sanne. Også Allan bliver ødelagt, men det forstår kun seeren, og ikke Allan selv. Ikke mindst takket være Jannik Lorenzen i hovedrollen som den irriterende gammelkloge og forståeligt uerfarne Allan lever filmen. Også Jesper Asholt (Rud fra ”Mifunes sidste sang”) som faderen og Julie Kolbech med de trætte, bedrøvede øjne som Sanne gør det suverænt.

Familien beskrives som troende af en art, og Erling Jepsen har selv kaldt sin far for ”missionsk”. Der er nu ikke noget særlig missionsk over det enkelte fadervor, der dukker op i filmen, eller Allans naive bøn til Guds engel om at den må slå faderens konkurrent ihjel. Faktisk er det forfriskende, at filmen ikke benytter kristendommen som en sutteklud eller forklaringsmodel for al faderens utidige opførsel. Gud er nærværende, men fraværende i filmen – og dét undrer ikke med det faderbillede, der præsenteres. Det er sådan set ikke noget sært i at det er Guds engel, Allan beder til – for en Gud, der i hans univers må ligne far, er virkelig ikke meget værd.

”Jeg troede det var sådan en hyggelig familiefilm”, sagde en pige på sædet bag mig til sin veninde da filmen var slut. Hygge er der ikke meget af. Tværtimod giver ”Kunsten..” et uhyggeligt billede af hvor stor en magt, vi egentlig har over hinanden. Hver især står vi jo med næstens liv i vore hænder – spørgsmålet må så uværgerligt være hvad vi gør ved det. For det er jo ikke kun faderen, der svigter; det er hele familien der lader hans tyranni ødelægge dem og hinanden. De sidder hver som ofre, men også som skyldige. Den store kunst må være, hvordan – og om – de finder sig selv og hinanden hinsides filmen.

****