Grand Prix Glamour III: Kulturel højtid

Hvert år har sine fixpunkter. Som kristen lever jeg med kirkeårets rytme (og nej, hjemme hos os er det ikke lig med duge/servietter i højtidens kirkelige farver), men der findes også nogle kulturelle milepæle hvert år. Det kunne være VM og OL af og til (sportsnørder kan stå af hér), men også Oscar-uddelingen og naturligvis den måske største af dem alle – Det Internationale Melodi Grand Prix. Hosianna!

Der findes anerkendte undersøgelser og vist nok også et dansk ph.d-projekt, som påviser, at det internationale grand prix har gjort mere for freden i Europa end EU (som i dag fylder 50, tillykke). Det lyder fjollet, og måske er alt fjolleriet den hemmelige formel bag grand prixets succes? Lige meget hvad, så synes jeg det er skørt at retfærdiggøre begivenheden som særlig væsentlig, særlig god eller særlig kunstnerisk. Men morsom, det er den!

Da jeg var barn var Grand Prixet lig med en aften, hvor man måtte komme sent i seng, og man kunne optage alle sangene på kassettebånd og høre dem igen senere. I min familie var der ikke tradition for charterferier, så det var også det eneste tidspunkt på året hvor man kunne stifte bekendtskab med fremmede sprog, kulturer og lydbilleder på DR (udover de fascistoide børneprogrammer om Grønlands sælædende børn, ydr). Fascinerende var finsk, hollandsk, græsk og jugoslavisk sprog, og så anderledes. For en lille internationalist som mig var der noget genuint stort i at alle disse nationer kunne samles om noget som musik, som jeg altid har holdt meget af. Nærmest bevægende.

Men så fik jeg mig noget smag. Håber jeg.

Siden min pure barndom hvor Nicole med IMU-hår og spansk guitar vandt for Tyskland med den ulidelige ”Ein bisschen Frieden”, der forpestede sommerlandet på talrige sprog (hun indspillede sågar en udgave på dansk, jeg engang hørte i en butik i Skagen), er antallet af deltagende lande eksploderet og i år er der ny rekord med 42 lande over to aftener, og det er endda uden tidligere vindere som Monaco, Italien og Luxembourg, der har meldt pas af forskellige årsager (manglende succes, manglende reklamepauser og manglende entusiasme, hhv.). Samtidig er de sproglige og kulturelle udtryk blevet ensrettet i globaliseringens navn da mange synger på noget, der skal forestille engelsk. Det er lidt trist. Men hvad skidt! Så længe musikken spiller og alt det der.

Og det skal jeg ellers lige love for at den gør i årets opsamlingsheat af ”Idols”, ”Stjerne for en Aften” og ”Vild med Dans” (?). Glade amatører, det har det sjovt, er … glade.

Piet Hein skriver et sted: ”Den som kun ta’r spøg for spøg/og alvor kun alvorligt/han og hun har faktisk fattet/begge dele dårligt” eller sådan noget, og det er præcis grand prixet i en nøddeskal. Selvom der er noget fascinerende i selve konceptet: at forsøge at finde den popsang, hele Europa kan lide – så er grand prix mest af alt et par aftenfulde fis. Ikke desto mindre ser jeg det altid, gerne med gode, grinende venner – det er brandgod underholdning, altså, på den morsomme og venligt intetsigende måde – og i anledning af den snarligt kommende semifinale (10. maj på DR1), hvor Danmarks egen DQ (Dairy Queen?) skal forsøge at kvalificere sig til finalen d. 12, gennemgår jeg lige lynhurtigt – fra i morgen af – de 28 (!) semifinale-kandidater og kommer med et mere eller mindre kvalificeret gæt på hvordan det kommer til at gå. Selv skal jeg på seminfinaleaftenen forkynde det glade budskab om “Hvordan tale med mennesker om evangeliet i år 2007?” i et uspecificeret missionshus, så jeg ved slet ikke hvor meget af festen jeg kommer til at se. Men nu har jeg da en festlig post på min blog!

Indtil i morgen kan Simon, Johanne, Stef, Dame og andre boltre sig med Tyrkiet 1983. Det er Cetin Alp, der med sine “Short Waves” fortolker… nej, I må selv gætte hvad den hedder:

Til orientering til Stef, som jeg ved går op i den slags ting: 0 point.