Noget af det stærke ved kristendommen er, at Gud ønsker at være personlig. “I er mine venner”, siger Jesus til disciplene den sidste aften de er sammen, og på sin vis koncentrerer det gudsrelationen på en enkel måde: Frelseren vil være vores ven.
At Gud ønsker en relation med os er fantastisk. Gud vil indgå i en samtale med os og være en levende kraft i vores liv. Gud ønsker ikke blot, at vi skal tilslutte os hans diktatur – nej, Gud vil lytte og tale til os. Det giver kristendommen en styrke: At Gud er blevet tilgængelig. At vi må have “fred med Gud”, som Paulus siger det, er en fantastisk måde at udtrykke på, at vi – trods vore fejltrin og Guds almagt – ikke skal være angste for at komme til ham. Altsammen er det bragt til veje af påskedagenes besynderlige begivenheder, hvor Jesus viste sig som en sand ven – en personlig ven, hvis handling ikke blot var for menneskeheden som sådan, men for mig.
Det interessante er så, hvilken beskaffenhed vore gudsbillede så er af. For er Gud en personlig gud, er mit billede af ham også personligt. Dermed kan det også afvige på nogle områder fra andre menneskers. Men det kan sådan set være meget givtigt – og at indgå i en dialog med andre gudsbilleder kan føje nuancer til min egen gudsopfattelse.
Men mit gudsbillede.. Yder det Gud retfærdighed? Er det fyldestgørende? Det må jeg nok desværre svare nej til. Mit gudsbillede er midlertidigt og som sådan behæftet med fejl. Selvom Gud har grebet ind i mit liv og grebet mig, så har jeg ikke og kan jeg ikke på denne side af tiden helt fatte hverken højden eller dybden – men hvad værre er: Mine behov, mine tilbøjeligheder og mine ønsker spiller nok ind på forståelsen af hvem Gud er. Muligheden for at skabe en Gud i mit billede ligger foruroligende nær.
Derfor kan det være befriende og frustrerende på én gang når Gud griber ind i tiden og handler for øjnene af os. Det kan være befriende og frustrerende når han ikke synes at gøre det. Mon ikke det skal lære os at stå ydmyge overfor vor egen fatteevne vs. Guds storhed?
I morgen: Hvad hviler mit gudsbillede på?
spændende tanker!
har du læst magnus malms “bag billedet” som handler om netop dette her?
det er en tanke/diskussion man ikke bare lige bliver færdig med…
Jæs, det er længe siden, men jeg gik og tænkte at det skulle jeg vist gøre igen..
Jeg tænker at en forståelse for vores eget gudsbillede er afgørende for hvordan vi responderer overfor andre menneskers tro..
såre sandt. vi kan få mere at vide om Gud ved at snakke med andre om hvordan de oplever ham. men selvfølgelig have bibelen under armen alt i mens, så det ikke bliver alt for skolastisk og sværmerisk…. eller?
Er det nu også helt nødvendigt?
Jeg mener, sandheden om Gud kan vel godt være bundet til bibelen og alligevel åbenbare sig udenfor den.
Det er vel vigtigt at huske på, at det ikke er vores Gudsbillede, der bestemmer, hvordan Gud er. Gud åbenbarede sig igennem Jesus. Derfor kan vi også danne os et (omend sløret) billede af, hvem Gud er. Vores oplevelser med Gud, tror jeg ikke, siger noget om hans person, som vi ikke allerede kender til, fordi Guds væsen kom til udtryk gennem Jesus.
Det er præcis problematikken: At vi skaber en Gud i vores billede.
Og nej, jeg tror heller ikke vores erfaringer med Gud adskiller sig fra sådan som han tidligere har åbenbaret sig. Derfor er jeg heller så angst for det erfaringsmæssige aspekt…
Kommer til at tænke på Miroslav Volfs bog free of charge hvor han netop bekæfitger sig med vores Gudsbillede i konteksten at give og få. Er Gud en julemand, som giver os gaver, når vi beder om det, eller har han ikke netop i den nye pagt givet os alt, så hvordan kan vi så bede om noget vi allerede har fået… hm nå måske lidt off topic
Godt quote. For at parafrase Agne Norlander: Hvorfor beder vi om hjælp når det er Hjælperen, vi har brug for?