Fredag d. 13.

Som barn kan jeg huske der var sådan en episk angst forbundet med ”Fredag d. 13.” Det var ikke fordi jeg selv havde set filmen, men det var der nogle i klassen, der havde, eller deres storesøskende havde, og så havde vi balladen. En irrational angst, der var proportionel med øjeblikkets udvalg af skrækfilm eller farlige tv-serier. (TV-Fredericia havde en overgang en skræmmende serie om noget med nogle fugle og en hånd der kom op ad et toilet. Uha.)
Irrationel angst har jeg senere fundet ud af er noget, der griber mange mennesker til en grad at de må i behandling. Angst har så stor en magt, at det kan blive til en sygdom, der piner mennesker. Angst er altså ikke bare en lille fjollet ting.
Selv kender jeg angsten for at der skal ske noget med mine børn, angsten for at ens drømme løber ud i sandet og så videre. Angst skaber bekymring, som skaber et øget fokus på sig selv og sin egen sikkerhed & navle. Angst skuer indad.
Måske er det også derfor – af rent mentalhygiejniske grunde – at bibelen taler om gudsfrygt. Om at vi skal frygte Gud, og om at der er gode grunde til det. Der findes i gudsfrygten en overgiven sig til den Almægtige. En konstatering af, at livet ikke kun er i vore egne hænder, men at der findes en Skaber et sted, som styrer business. Gudsfrygt handler ikke bare om, at vi må ængstes og ryste når hans navn bliver nævnt, men om en grundlæggende konstatering af, at Gud er større. At han har magten. At han bestemmer.

For mig at se er der en fin linje mellem at lægge ansvaret for sit eget liv fra sig, og konstatere og tro på at Gud er stærk nok til at blive frygtet. Måske er det, vi burde frygte, de valg vi foretager os i det liv, vi har fået til forvaltning. Selvom man som troende på Kristus må vide at man har sit på det tørre, ligger der vel både et løfte – og en frygt! – i at vi en dag skal stå til regnskab for vore liv.

Frygter jeg så Gud? Ikke rigtig. Gud er ikke frygte-lig i min verden. Han kan være uforståelig, dum, irriterende, fraværende eller bamseblød. Men han er sjældent én jeg frygter.

Mon det hænger sammen med, at jeg i virkeligheden ikke kender ham? At der findes et element ved Guds natur, der underbelyses i prædikener og samtaler, fordi det ikke er ’sjovt’ og fordi det er svært at relatere sig til? Jeg mener, vi har ”barnekår hos Gud” og sådan der. Hvorfor så frygte ham?

Jeg tror jeg ville have godt af at øve mig i en gudfrygtighed, der ikke tager pippet fra mig, men som gør mig tavs og stille og tillidsfuld glad for at Gud ikke vender sig bort fra mig, trods sin storhed og sin hellighed. Jeg tror jeg vil øve mig i at tro på, at der findes en sindsro i gudsfrygten. Selv på en fredag d. 13.