Vandringer mod Emmaus

Der findes mennesker, som på en helt særlig måde husker den dag eller det tidspunkt hvor ‘dét med Jesus’ pludselig stod “som forklaret” for dem for første gang. Jeg er ikke rigtig en af dem. Eller – jeg har ikke kun haft én Emmausoplevelse i min tid som discipel. Faktisk synes jeg de kommer af og til, de der situationer, hvor noget pludselig står indlysende, klart og stærkt for ens indre øje. Det kan af og til være efter ørkenvandringer, lange, trange og seje skridt – andre gange ligger de dér åbenbaringer som lige uden for døren.

En af disse Emmauser (eller faktisk en hel del) så jeg da jeg var volontør i Albanien for snart 12 år siden (tak spids, han bliver fælt gammel!) At et ordmenneske som jeg pludselig stod i et land hvor mennesker ikke forstod mine sprog, og jeg ikke deres – og at det var mig, der var sendt dertil for at “hjælpe” – gav en stærk oplevelse af magtesløshed. Magtesløshed er i og for sig ikke særlig spændende, men jeg tror mest det handler om at vi mennesker ikke tør at give slip og lade magtesløsheden være et neutralt vilkår. Vi vil være små guder, der kan alting selv – som stædige børn, der véd hvor kloge vi er. Jeg var frisk fra fadet som student og hvad vidste jeg i grunden ikke? Tilsyneladende var min erfaring hul og tom. Og jeg var magtesløs.

Da brød et Emmaus gennem den forvirrede 18-årige volontørs sky og 2. Korintherbrev blev noget så væsentligt for mig. Ikke at jeg var paulinsk pioneragtig i min missionsindsats, men Paulus’ erkendelse fik på en måde lov til at blive min:

Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed. ‘

Et måske ikke umiddelbart festligt vers fra 2. Kor. 12, 9 – men sikken en rigdom der lå i det! Selvom jeg var (og er, indrømmet) magtesløs, så er jeg ikke værdiløs! Ved nok en række sælsomme mirakler fra Helligåndens side (thank you) vil Gud bruge os på trods af vores manglende evne til at slå til.

Det blev en trøstende og ikke mindst opmuntrende Emmausoplevelse, der hjalp mig til at være frimodig magtesløs. Kender du til sådanne Emmausvandringer?

Billedet øverst er mester Rembrandts Emmausmaleri. Jeg synes egentlig at han på glimrende vis fanger både overraskelsen, forfærdelsen og magtesløsheden som mennesket må finde sig i når det opdager at den Almægtige sidder for bordenden.