Provokerende påskedage

Det er Palmesøndag i overmorgen. På mange måde en af de mest provokerende helligdage, vi har.

Jo, jo, Påskedag er jo en forargelse og alt det der. Og Pinsen er så vidunderlig sær. Men Palmesøndag tror jeg aldrig helt jeg kommer til at forlige mig med. Palmesøndag går tæt på mig, min gudsdyrkelse og mit billede af hvem Gud er (og bør være) på en måde, der tit overses i det daglige.

Palmesøndag, dengang i Jerusalem, hyldede mennesker deres eget falske gudebillede og den sande Gud på én gang. De råbte og jublede over at Kongen var kommet til byen. Nu skulle de skide romere få enden på komedie, for her var en gud, de kunne skabe i deres eget billede. En supergud, der kunne rydde landet for fremmede soldater og skabe et himmerige på jord! En ny kong David! Og der kom han, ridende på et æsel, et dumt, stædigt slavedyr; han var i sandhed af folket, der hyldede ham, ikke med guld og myrra, men med afbrækkede palmegrene. Sikke en fest.

Han var Kristus, men han var ikke den Kristus, de troede han ville være. Han var ikke den Messias, de mente de havde brug for. Han skulle igennem en ussel død før han vandt… men det vidste de jo ikke den der glade dag.

Det er stærkt provokerende af Jesus, at han modtog deres hyldest – som han fortjente, fordi han var Gud – og så alligevel lod dem blive et par dage i deres forkerte tro før han vidste dem hvem han virkelig var. Og så vendte det hele pludselig på hovedet. De stemmer, der hyldede ham, råbte nu ”korsfæst ham!” En skuffelse så dyb, så vred; en satanisk modvilje mod denne Guds søn der ikke spiller efter menneskeskabte regler vældede frem og tog bogstaveligt talt livet af ham.

Men lad nu Langfredag ligge. Den forstår man straks bedre, for Jesus måtte jo dø for at blive levende igen. Langfredag har sin egen sørgmodige, guddommelige logik.

Men Palmesøndag! Jeg ville have glædet mig! Jeg ville have jublet! Jeg ville i spænding vente på en himmelsk knytnæve der ville feje Pilatus og kompagni ud af landet. Også i dag leder jeg og beder jeg om at få lov at se Guds almagt i funktion, se den manifestere sig så TV2News rydder sendefladen og folk ryster i bukserne og alle råber ”Rabbi!” og ved hvem det er, der bestemmer. En Gud, der viser sig som historiens Gud, al tids Gud, skaber, almægtig Herre – på en gang! Jeg savner at se ham banke tingene på plads

Jeg spørger efter tegn.. men får et Jonastegn. Af og til føles dét som at få en hjemmestrikket bluse når man ønskede sig en PS3. Andre gang føles det bare slet ikke.

Og dér står jeg så. En Jonas, som er mere optaget af at brokke sig og undslippe Guds vilje end at være tilstede hvor jeg er, som jeg er, sendt til verden i al min ufattelige ufuldstændighed (og hurtigt glemte gudsskabte skønhed). Kan jeg tillade mig at brokke mig over at Jesus viste sin magt i magtesløshed, når jeg ikke selv har taget mig sammen til at være det, jeg er sat til at være – og når ikke engang jeg evner at være magtesløs foran Guds ansigt?

Er der plads til en Jonas som mig en Palmesøndag? En Jonas, som af og til tilbeder og hylder en gud, han har skabt i sit eget billede, fordi det er mest bekvemt?

Denne Jonas holder blogfri de kommende påskedage. Kald det retræte eller kald det sommerhus – det bliver rart under alle omstændigheder. Vi ønsker vore læsere sær Palmesøndag, stærk Skærtorsdag, frygtelig Langfredag og gigant-glædelig Påske! Helligt kys til alle – fro.