På rejse mod håbet
Af og til kan man være så heldig at rende ind i en film, der er overraskende enkel og samtidig lavet på et vidunderligt overskud, der smitter. En sådan film er Emanuele Crialeses ”Den Ny Verden” eller ”Nuovomondo”, som italienerne kalder den. Læs gerne det følgende som en varm anbefaling.
Filmen tager sin begyndelse i 1913 på Sicilien, i et goldt landskab af sten og ubarmhjertige bjerge. Her holder den fattige og overtroiske familie Mancuso til med lidt dyr, men hos dem lever drømmen om den nye verden, om Guds eget land – om Amerika. Efter at Den Almægtige selv har tilstødt dem et tegn – en række bizarre postkort med billeder af høns på størrelse med Morris Mascotter, træer på hvilke der gror mønter, og løg så store som Rundetårn – beslutter familien sig for at bryde op og begive sig på en rejse mod det ukendte, fremmede, vidunderlige. På skibet møder de den mystiske engelske dame Lucy, hvis historie bliver kædet sammen med deres, ikke mindst da de når Ellis Island og det forjættede land.
”Nuovomondo” er som sagt en enkel film. Historien om familien på vej mod drømmenes land er den primære kraft der driver filmen fremad. Her behøves ingen neuroser eller dvælen ved fortiden, for familien er på vej mod fremtiden. Nogle vil måske kritisere filmen for at have for lidt personudvikling, men netop dette skaber en lethed ved filmen, som gør den overraskende humørfyldt, trods dramaerne undervejs. (– Det må faktisk være sin sag at skabe en munter film om emigration!) Crialese har tilsyneladende så meget tiltro til sine figurer – den visionære far, teenageren, den stumme søn, den bindegale farmor og den mystiske engelske dame – at han med mild hånd lader lærredet flyde over med vidunderlige billeder. Ikke mindst faderens indre syner om det Amerika, der bogstavelig talt flyder med mælk, er kostelige.
Måske er filmen lidt langsom, men netop denne dvælen skaber muligheder. Har man tålmodighed er filmen som et godt digt: Enkel, stærk, klar og uforglemmelig. Desuden giver tempoet plads til de klare katolske metaforer, Crialese lægger over historien. Familien opgiver sin mystiske overtro for at sætte sin lid mod et nyt håb. Rejsen ender ikke med ankomsten, men der er et intermezzo – en skærsild – på Ellis Island, de skal igennem. Ægteskabet som metafor på døren der åbner sig til himmerige bliver flittigt brugt (omend brudgommene ikke er mega Kristusagtige). Og endelig er der en, der må ofre, for at andre kan få et liv i det Amerika, vi aldrig får at se i filmen. Man kunne blive ved. Det er en film der er rigt ladet med symbolik. Er man ikke til ‘det kristne’ kan man også se filmen som en satire over det USA, Crialese skildrer med venlig bitterhed, eller den for tiden så populære generelle modvilje mod fremmede, der tvinger mennesker fra hinanden, og som gør sand kærlighed til nar. Det er vitterligt en rig film.
På sin måde er filmen ganske enkelt et billede på rejsen gennem livet, og Crialese lader kærligheden få det sidste ord. Der er håb, også selvom vi ikke ved hvad der venter hinsides det store hav.
****
“Nuovomondo” vandt flere priser ved Mostraen i Venedig 2006, og kan for tiden ses i CaféBiografen i Odense, i Grand & Park i København, samt i den endnu levende Øst for Paradis i Århus.
Yes! Så lykkes det at få set filmen. Og lad mig skynde mig med det samme at få takket for anbefalingen (og til Telia (telefonselskabet der elsker dig, præcis som du er (virkelig!)) for et par gratis biografbilletter). Det var en af de bedre og mere særegne biografoplevelser.
Jeg må indrømme, jeg blev slået noget ud af tempoet i filmen. Normalt vil jeg betegne mig selv som en nogenlunde habil langsom-film-seer (har fx været igennem “Sange fra anden sal” snart 10 gange uden at blinke), men lige i dette tilfælde blev jeg overvældet/-mandet. Muligvis hænger det også sammen med, at der i traileren blev lokket med noget ualmindelig venligt musik, som jeg sad og glædede mig til lige fra starten. Og der skulle så gå noget nær en stiv og meget, meget langsom klokketime, inden den første melodiske tone bumlede ud af højtalerne.
Men når jeg først fik indfundet mig med tempoet, og musikken begyndte at spille, var det svært at være andet end solgt. Helt solgt. Jeg vil give dig ret i, at man sjældent ser en film, der formår at stå så stærkt og sikkert og samtidig være så enkel. De drømmende scener om “Den ny verden” er noget af det smukkeste, der i øjeblikket rumsterer rundt i mit forvirrede hoved. Og af en eller anden grund bliver de hængende derinde. Specielt kærlighedsscenen (eller hvad man nu skal kalde den), hvor det nye ægtepar siver rundt i mælk til halsen og sammen flyder væk på en kæmpe gulerod er… enestående.
Madamme Gainsbourg gør som sædvanligt en smuk figur. Det er endnu ikke lykkes mig at se en skidt film, hun har medvirket i. Det er dog heller ikke lykkes mig at blive rigtig fanget af hendes musik, som du ellers plæderer for – syns lissom der mangler lidt bid. Men det kan da være, den lige fortjener en ekstra chance. Til gengæld er der røget to nye skiver med farmand Serge Gainsbourg ind på hylden i dag (tak til Byens Bedste Pladepusher Casablanca for at gi’ 30 % på alle cd’er. Til gengæld ryger al credit for at kalde det et ophørsudsalg…). Kald mig bare frankofil, forkælet, krukket, intrigant og det, der er værre, men det er i sandhed svært at lade være med at elske den mand…
Glæder mig til at kaste mig over endnu en film anbefalet af film-mentor-fro!
Fred&farver!
Nikolaj
Uh ja, Serge kunne bare alt. Han vandt endda Melodi Grand Prix en gang, den gamle gris…
Skønt du nød filmen! Jeg har også haft svært ved at slippe den på en rigtig rar måde.. Jeg sender også en tak til Telia for deres kærlighed til deres abonnenter. “Sange fra Anden Sal” tror jeg ikke jeg ville kunne kapere 10 gange.. eller jeg har jo ikke prøvet, men blot set den en enkelt gang for lææænge siden. Jeg husker den som værende kulsort og vanvittig grotesk (og grinagtig) – og kun en lillebittesmule medmenneskelig til sidst. Bitterhed skaber af og til stor kunst…
(Og hvad angår Charlotte og dårlige film, så hold dig langt væk fra Franco Zeffirellis indspilning af “Jane Eyre” med hende og William Hurt. Den er grufuld.)
Argh! Giv lige Sange fra anden sal en ekstra chance, du småborgerlighedens svinske sveske*!
*) Dette er en melatonisme … men alligevel!
Jeg skrev det var stor kunst! Det var også bare lidt ubærligt.