Tanke: Er kulturkristendommen en trussel for kristendommen, fordi den påkalder sig kristennavnet, men reelt indebærer en teologi, tømt for kristologisk betydning – eller er den en gave, fordi den gør det muligt at debattere kristendom med mennesker, det ellers kunne være svært at engagere i debatten? Er det 2000-tallets måde at sige ‘grundtvigianer’ på – dvs. at man har en stærk forståelse af kirkens betydning for land og folk, og selv en mere eller mindre udtalt tradition for at bruge kirken i ny og næ? Ligger der i ordet en afstandstagen til ekstremisme, fundamentalisme og generel teologisk fasthed – men indebærer også et nej til en voksende fundamentalistisk ateisme, der finder metafysiske betragtninger grinagtige og absurde? Eller er det blot en reducering af evangeliet til en art overtro?
Kulturkristendom er ikke en entydig størrelse, og svaret på dit spørgsmål afhænger vel af, hvad man mener, når man taler om kulturkristendom?
Hvad mener du det er?
Kulturkristendom kan være at gøre kristendommen til et sæt kulturelle relikvier – orgelmusik, smukke kirker, messehagelser, kirkesølv osv. (tag selv et kig i Menighedsrådenes Blad). Det kan også være en fokus på de etiske og moralske aspekter af kristendommen og en erkendelse af det positive heri. Kulturkristendom kan forsøge at benægte det personlige aspekt i troen (en Emmaus-oplevelse, om man vil), eller blot erkende at man selv mangler det.
Og nej, jeg kom vist ikke nærmere et svar
Jeg faldt lige over en artikel af afdøde Johannes Aagaard: http://www.dci.dk/?artikel=977
Jeg faldt lige over en boganmeldelse i Kristeligt Dagblad, der kommer ind på emnet.