»Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?«

Jeg var i kirke i går med Tærten mens ungerne var på ferie i Jylland. Gårsdagens prædikentekst var bespisningsunderet i Johannesevangeliet kapitel 6, vers 1-15. Ovenstående spørgsmål stiller Jesus til sin discipel Filip: “Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?” Jesus har allerede en plan, men spørger alligevel sin – må det formodes – lidt forvirrede discipel.

Af og til er det som om Jesus, Gud og co. på den måde leger kispus med os. Måske kan livet hinsides genkomsten i sit hele opleves sådan. Jesus sender os til en verden og peger på den og siger: “Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise? Hvor skal vi finde medicin, så disse folk kan få hjælp? Hvor skal vi finde omsorg, så disse mennesker kan mærke varmen og kærligheden?” – og hvad svarer vi så?

Discipel Filip går der sådan lidt Bjørn Lomborg i – “mest brød for pengene” – men han er allerede i gang med sit eget projekt: Hvordan kan jeg skaffe penge til brød så Jesus kan se hvor dygtig jeg er”. Men Jesus ændrer fuldstændig hans tanker ved at inddrage ham i sin egen plan for den sultne bunke folk, dér på bjerget. Han tager Filip og de andre disciple og den lille dreng med i sit arbejde, og resultatet er ikke blot mæthed, men overflod.

Hvor ofte er det ikke mig, der kommer til Jesus og siger: “Hvor skal vi købe brød..?”, blot for at få bekræftiget det, jeg allerede har gang i. Hvor ofte er det ikke mig, der stiller spørgsmålet for at få Jesus med ind over mine sager, sådan som en slags From Forsikring™ . Jeg hørte engang Bono sagde, at vores opgave ikke er at bede Gud om at velsigne vore planer, men være villige til at gå med på Guds planer, for de er da om nogle velsignede og fremtidssikrede.

Så hvad svarer vi, sådan en blæsende forårsdag, på Jesu spørgsmål?