Men for den ortodokse markerer ikonen de helliges højst konkrete
tilstedeværelse; den ortodokse oplever det på den måde, at han faktisk fejrer gudstjeneste i selskab med de himmelske skarer og med de helgener, der nu er hos Gud, men som ikke desto mindre i ikonens form er tilstede sammen med os ved gudstjenesten. Ikonen er, plejer man at sige, „et vindue til himlen”, den er en kontaktmulighed til den guddommelige virkelighed, fordi den er en billedlig fremstilling af den forklarede skabelse. I ikonen får vi et konkret, synligt og „rørligt” vidnesbyrd om den åndelige virkelighed.”
