Identitet

Åh, det er nu skønt at høre P1. Der var f.eks. lige et interview med hjerneforskeren Kjeld Fredens fra Vejlefjordcentret, som anspurgt om hvilken fare der er størst for det moderne menneske i en tid hvor arbejdsmarked mm. kræver stor fleksibilitet, svarede – at dét at holde fast på sin identitet – på den, man er – er under mest pres.

Tilfældigvis – eller måske ansporet heraf – så jeg her til aften Woody Allens banebrydende og morsomme mesterværk fra 1983, mockumentaryen “Zelig”, som handler om Leonard Zelig, der udvikler den besynderlige lidelse/egenskab, at han skifter identitet alt afhængig af omgivelserne, idet han så gerne vil holdes lidt af. For ham – og måske også for nutidens mennesker – bliver den konstante omstillingsparathed til et åg der til sidst udhuler Leonards sande jeg; samtidig satiriserer Allen naturligvis også over menneskets trang til bekræftigelse – og gør grin med hele normalitetsbegrebet.

Som kristen synes jeg også det kan være vanskeligt at holde fast i kernen i min identitet. En kristen er den, der tror på Jesus Kristus og med sin mund bekender troen på ham som Guds søn, som bibelen siger det. Det betyder – særlig understreget i den luthersk-evangeliske variant, jeg holder af – at det er Jesus selv, der konstituerer ens kristne identitet. Det er qua Jesus & helligånden, at mennesker kommer til tro – og dermed bliver rodfæstet i Jesus selv. Derfor er det også Jesus, der binder den kristne menighed sammen, og ikke at man tilfældigvis deler moralske eller etiske standpunkter eller tilhører samme indkomsttrin eller postnummer.. – “in necessariis unitas, in dubiis libertas, in omnibus caritas“.

Men jeg synes nu det tit er som om det er vigtigt for kristne selv at turde definere og afgrænse hvad deres tro er for noget. Lige fra Tidehvervspræsterne på tinge til over venstrefløjspræster til de missionske er der en tendens til at trække nogle linjer for hvad  det er der er kristent – senest set i efterdønningerne af den tv-transmitterede gudstjeneste i søndags, hvor Orla Villekjær kom med et par spidse bemærkninger til regeringens asylpolitik. Er det menneskets iboende trang til at lege Gud, der får os til at lege grænsedragere over for os selv og hinanden? Eller er det et positivt, måske endda et fromt ønske om at have ejerskab og frimodighed om evangeliets klarhed? Er det en hovmodig selvretfærdighed, der af til for os til at se ud som om, at evangeliets kerne i virkeligheden ikke er det mest væsentlige?

Øvelsen må være at vende tilbage til udgangspunktet for vores identitet som kristne – nemlig Jesus selv. Min identitet findes i at Jesus Kristus har frelst mig, og ikke i hvad jeg mener om dette og hint. Måske findes der – som i “Zelig” – endda en reel fare for vi kristne for at vi mister forståelsen af, hvor vores identitet egentlig er grundfæstet – hvis vi er alt for optaget af at male forskellene op. Jeg kan kun bede til at det, Gud har gjort for mig, afspejler sig i den måde, jeg lever mit liv på, og i de holdninger, jeg har. Jeg håber det har indflydelse på mig. Men det, der definerer mig som en kristen – er Kristus.