Min ven Søren er fra Hvide Sande. Han er en rigtig god dreng. Og nu er han i Kristeligt Dagblad! En enkel artikel om hvor livsomvæltende det i al sin udramatik kan være at opsøge og blive en del af en anden virkelighed, bare kortvarigt. Der er sikkert mange der kan genkende nogle af de ting, Søren siger. Og det er godt. Jeg tror, som Søren, at det er godt at få nogle ting med hjem, man måske ikke havde i forvejen.
– Det er jo ikke, fordi man kommer hjem som sådan en Mr. Mirakel, men jeg har da fået en større forståelse for, hvordan verden er skruet sammen. Det er lidt svært at forklare præcist, hvad man får ud af det, for det er jo sådan nogle store ord som livs-erfaring, større forståelse, overbærenhed og tålmodighed.
Jeg ved ikke, men jeg synes at efterår/vinter i al sin grå-hed kalder på nogle flere højtider. Når man kommer fra en kultur hvor foråret er højtidssæson, og opdager at andre steder lægger man sine fejringer i efteråret… så giver det god tid. Vinter og efterår trænger til et par pift festlighed. En Thanksgiving eller Moder Teresa dag eller et eller andet.
Men vi må vente til julen! Og den kommer heldigvis snart.
Take not, O Lord, our literal sense. Lord, in thy great Unbroken speech our limping metaphor translate.
Der er i øjeblikket lidt mere fokus på relationerne mellem nabolandende Tyrkiet og Armenien end der plejer at være. Det skyldes at præsidenterne for de to lande – det store, muslimske Tyrkiet, og det lille, kristne Armenien – i dag underskriver en art fredsaftale, der – motiveret af finanskrisen – skal åbne op for at samarbejde og handel mellem de to republikker kommer igang igen. Og, nårh ja, grænsen åbnes. read more…
Okay, det er ikke højaktuelt som da var for en måneds tid siden, men jeg fandt lige på kristendom.dk en præsentation af en situation i 399s Konstantinopel, hvor Johannes Crysostomos beskyttede en embedsmand, der efter at have fornærmet kejseren søgte tilflugt i en kirke. Johannes, der betragtes som en helgen i de kirker, der gør i den slags; det interessante er at også langt ind i protestantiske kirker har han ‘fans’, der ærer hans arv til kirken som en dygtig prædikant og tekstudlægger. Chrysostomos betyder ‘gylden mund’, og hentyder til den klarhed, hans forkyndelse efter sigende havde. read more…
Italienerne har noget med brød. Det er vel nærmest børnelærdom i Skandinavien. Vi længes efter det rustikke, passionerede og på alle måder mere farverige syden. Vores overskyede årstider og Ingmar Bergmanske livslede bliver let sådan lidt gråmeleret at se på. Vintermad er rodfrugter og suppe og generel depressiv. Men i Italien…! Stor var min overraskelse da jeg på bryllupsrejsen til Firenze kun kunne finde kedelige, hvide brød, og ingen crunchy ciabattastykker á la Kvickly’s bake-off.
Nå, nogle af os er så heldige at leve i de varme lande™, og hernede, hvor man stadig går i sandaler (uden sokker) kan man godt blive lidt efterårsforkølet alligevel. Det er heldigvis ikke noget der ikke kan kureres med en kop importeret Kusmi the og et stykke godt panettone. read more…
Religionspædagog og lejlighedsvis anmelder Povl Götke skriver på kristendom.dk en kommentar om, at det er på tide, det almindelige præstedømme bliver realiseret. Det kan jeg kun erklære mig helhjertet enig i! Selvom der ofte tales om demokrati og folkelighed i forbindelse med den danske folkekirke, ja, så er det præster og teologer, der sidder på flæsket. Ganske vist findes der ikke nogen synode, men når biskopperne sætter sig sammen og bliver enige om noget, ja, så ligner det unægteligt. Nu vil Götke gerne se at lægfolket kommer lidt mere på banen og bliver sig bevidste om hvad ‘det med kirken’ er for noget. Og hatten af for det.
For Götke ser vejen frem sådan ud, at folkekirkens medlemmer skal “dannes”.
At være kirkeligt dannet i en dansk, folkekirkelig sammenhæng, som jo altså er evangelisk-luthersk, vil sige, at man ved noget rudimentært om Bibelen, om salmebogen, om gudstjenesten, om kirkeåret, om kirkehistorien, om teologien og om kulturhistorien i al almindelighed.
Det er en bred vifte, men det er lige præcis dét, som dannelse handler om: at være bredt orienteret, at have en generel videnshorisont indenfor det, der er kernestoffet.
Måske er det mig, men det lyder som om Götke glemmer noget væsentligt – nemlig troen. På intet tidspunkt indeholder hans korte synspunkt et udsagn om troen. Og det er en skam. For det er vel ikke fra vores viden, vi henter vores kristne identitet? Det er vel forhåbentligt igennem troen at Gud oplyser os med sin sandhed om os – og viser os sin kærlighed.
Troen er vejen, alle kristne skal gå; vil vi være ‘dannede’ handler det altså derfor om at søge Guds rige og hans retfærdighed. Mon ikke Gud kan holde til at vi ikke har tjek på kirkehistorien eller salmebogen? – så længe vi tilhører ham og han tager bolig i os er vi ikke bare kirkeligt dannede, men frelste Guds børn. Og det må strengt taget være vigtigere for en kirke at dens medlemmer får forkyndt et evangelium til tro end at de er “bredt orienteret” og har en “generel videnshorisont”.
Sand kirkelig dannelse må derfor netop være dette: At jeg får at høre at Gud vil mig og at jeg har brug for Kristus – og at jeg tager imod i tro.
Prove me wrong, siger jeg bare. Den her opskrift er helt, helt fabelagtig. Jeg har bagt den et par gange, og den har en sødme og en tyngde som er helt vidunderlig – på én gang meget mormor, og samtidig lidt mere moderne med de tørrede abrikoser.
Opskriften har jeg sakset fra uundværlige Kristeligt Dagblad. De kalder den “Norsk Abrikoskage”. Jeg ved ikke hvori det norske helt består, men når den smager som den gør er jeg ca. ligeglad.
At få bortforklaret egen skyld determinerer mig. Men at ærligt erkende min synd og få den tilgivet, gør mig til et frit menneske med eget ansvar for mit liv. Der kan være tilfælde hvor friheden lidt efter lidt skal erobres: Den og den syndige vane skyldes måske forhold udenfor mig selv, som jeg ikke har ansvar for. Men ved at jeg tager ansvar for synden i mig, bliver jeg lidt efter lidt fri.
En virkelig fin blog fra Grethe Livbjerg om den manglende tale om syndserkendelse – og vigtigheden af netop at erkende sin synd. Vi har tidligere her på stedet diskuteret ordet ’synd’ – det er som om det ikke rigtigt spiller. Men det gør begrebet synd jo desværre stadigvæk i denne verden….!
Jeg synes Livbjerg har en fin pointe – at uden erkendelsen forsvinder korset lige så stille ud af forkyndelsen. Og at hun som katolik kan understrege menneskets eget ansvar for at gøre op provokerer mig – men på en god måde, synes jeg. 
Men er det ikke også netop det, tilgivelsen gør ved os: Den sætter os for alvor fri til at tage ansvar for os selv – og giver os en ny mulighed for at vælge livet?
Nu er “kirkeirakerne” sendt hjem til Irak, men foreningen Kirkeasyl fortsætter sin kamp for dem og andre afviste asylansøgere. Seneste nye er, at Kirkeasyl vil oprette en støtteforening, der skal hjælpe dem, der skjuler afviste asylansøgere – og det vil altså sige at det er en forening, der vil bistå folk i noget, der strengt taget er ulovligt.
Kirkeasyl-folket har haft held med at rejse en moralsk diskussion om måden, vi behandler vore flygtninge på. Det synes jeg har været på høje tid. Mange tidligere forsøg på dette er politisk blevet lukket med bemærkninger om at “vores udlændingepolitik er fast og fair”, og med det flertal, der har været i Folketinget de sidste 8 år har der vitterligt ikke været meget at diskutere. Add to that at det største oppositionsparti har adopteret regeringens holdninger til emnet. Det var blevet et non-issue, på trods af at afviste asylansøger-børn var på plakaten ved det senest valg.
Så tak til Kirkeasyl for det. read more…
Indrømmet: Det er nogle år siden jeg sidst tænkte på Peter, Paul and Mary – men det var en trio min mor holdt af i sine unge dage. Jeg er derfor vokset op med P&P&M på grammofonen – deres “Puff the Magic Dragon” og “Leaving on a Jetplane” kender de fleste, måske i andres versioner, men alligevel. P&P&M var en del af folk music-bølgen i 1960′erne (som i øvrigt blev venligt spoofet i Christopher Guests hjertelige “A Mighty Wind” fra 2003). En bevægelse, der opstod nærmest parallelt med rock’n'roll, og som var kendetegnet ved et social engagement og en mere unplugged tilgang til instrumentering. De to var længe anset som hinandens antiteser, og Bob Dylan satte verden på den anden ende da han foretog springet fra folk til rock – fra akustisk til elektrisk. Ikke desto mindre har 1960ernes folkemusikalske bevægelse sat sig dybe spor, også i nutidens musik – langt dybere spor end den ofte krediteres for, og P&P&M var en af dens fremmeste repræsentanter.
Mary Travers, der med sin karakterfulde alt lagde stemme til mange hits, døde i går af leukæmi, 72 år gammel.
Ok, den her blog er måske ved at tage en mere sur og politisk drejning end tidligere, men hvad! Er der nogle læsere tilbage derude klarer de nok det.
- Grundloven af 5. juni 1953, § 77:
- “Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres.”
Journalister er så sjove. Se blot den her notits om “vejrsex”.
Er det ikke bare enormt originalt og vittigt at kalde det for “vejrsex” når DMI-ansatte har kønslig omgang? Topmålet af fancy journalistik. Selv kritikken her kan tages som et udtryk for at skidtet virkede. Sådan er journalistik så bulletproof af og til.
Gad vide hvad det hedder hvis det var sket hos en bedemand? “Dødssex”? Eller hos en bager – “brødsex”? Måske “bollesex”? Hvad ved jeg.
Det er sjovt. Som Garfield (sjov!) sagde det engang, “det sjoveste jeg har oplevet siden jeg fik min hale i klemme i gyngestolen.” Ha.
Ha.
