Ansigt

“Indvendigt bærer jeg mine tidligere ansigter, som et træ har sine årringe. Det er summen af dem der er mig. Spejlet ser kun mit nyeste ansigt, jeg kan mærke alle mine tidligere.”

Thomas Tranströmer, “Minderne Ser Mig” (1999).

Selvoptaget

Osama Bin Laden er død. Jamen, der er han. Sleeping with the fishes og alt det der. Manden, der blev et ikon og som iværksatte verdenshistoriens måske mest spektakulære terrorhandling nogensinde, har slugt sin sidste tår kaffe i sit luksushus i Pakistan, hvor han (chok!) opholdt sig. Idioten kunne fint opfordre andre til at give sig hen til lidelse og død; selv havde han installeret sig med flere koner i let luksus. Dumme svin.

Nå, men død er han, og selvom det ikke betyder døden for Al-Qaeda-netværket, så kan Osama selv ikke længere inspirere til og sprede skræk og rædsel. Han er gone, baby, gone, og good riddance.

Pigen der legede med ilden

RIP Sidney Lumet

Han blev aldrig et “household name” som en Spielberg, Coppola, Allen eller Scorsese, men Sidney Lumet, som døde i sidste uge, var en af de store amerikanske instruktører. Måske var det fordi han var så ihærdig – på 50 år fik han instrueret mere end 40 film. Ikke alle film var lige gode, men Lumets filmografi inkluderede store, amerikanske fortællinger, som bør regnes med blandt de helt store. Debutfilmen “12 Angry Men” (1957) var klaustrofobisk og drønspændende mens den fulgte en jurys forsøg på at blive enige om at dømme en mand til livet eller døden – og undervejs i processen var der måske flere ting, der måtte lade livet. “Long Day’s Journey into Night” (1962) var på alle måder en klassisk filmatisering af et berømt teaterstykke. “Dog Day Afternoon” (1975) har Al Pacino i sin bedste, mest intense rolle som en stakkels ulykkelig bankrøver. Og senest “Before the Devil Knows You’re Dead” (2007) med Phillip Seymour Hoffman og Ethan Hawke som dysfunktionelle småforbrydende brødre. Det er dog Lumets fjernsynssatire “Network” (1976), jeg vil opfordre enhver til at se eller gense for at mindes instruktøren. En morsom, sindsoprivende og trist fortælling om livet på en nyhedsredaktion, der ikke ved hvad de skal stille op da programmets vært bliver momentan vanvittig – og samtidig afsindig populær. Filme overrasker med sin friskhed og sin aktualitet, der – selvom den er næsten 40 år gammel – rammer pladask ned i en reality-baseret tv-virkelighed. Som appetizer kan du læse Nathaniels anbefaling her.

Pragmatisk kritik?

Magnus Sørensen, som er i præst i den ortodokse lutherske Augustanakirke i Århus, har i går i KD et indlæg om Indre Missions forhold til folkekirken, som jeg egentlig synes er værd at bemærke. Magnus skriver bl.a.:

Den folkekirkelige højrefløj vil altså både blæse og have mel i munden. De vil på den ene side give indtryk af, at man står på den lutherske bekendelses grund. På den anden side beder man om rummelighed i kirken.

Magnus anfægter udfra sit standpunkt her den pragmatisme, som IMs formand bl.a. selv har påberåbt sig, og jeg synes det er spot-on. Det er vanskeligt i enhver debat at bevare en absolut og samtidig fastholde en pragmatisme. Det vil uværgeligt lede til kompromiser. Det kan man jo blot gå til dagens politiske debat for at få en smagsprøve på. Spørgsmålet er bare om kirken er og skal være anderledes end som så. Det tror jeg egentlig IMs formand mener - han har bl.a. taget afstand fra humanisme og afskaffelsen af synd og skyld i kirken, og han ønsker ikke at gå på kompromis med bekendelsen. Men er det netop ikke det, historien viser at man gør, hvis man vil rummeligheden? Hvis man f.eks. ønsker at folkekirken skal give plads til IMs syn på nej til vielse af homoseksuelle, jamen, vil man så ikke i rummelighedens navn også blive nødt til at give plads til de, der ønsker at vie homoseksuelle par?

IM har alle dage – modsat f.eks. Luthersk Missionsforening – holdt fast i en kirkelig pragmatisme, og det ligger dybt i den indremissionske selvforståelse at man er en folkekirkelig bevægelse. Man har og vil gerne være en vækkelsesbevægelse ind i folkekirken, og som sådan har IM indtil for ganske nyligt været imod oprettelsen af frimenigheder udenfor det folkekirkelige fællesskab. Spørgsmålet er om pragmatismen og rummeligheden fungerer for IM i en tid, hvor klassiske “indremissionske” dagsordener sådan som forkyndelsen af evangeliet for børn og unge i udpræget grad overtages af den brede folkekirke – og hvor IMs teologiske standpunkter ofte regnes som forældede eller diskriminerende i den kirkelige debat.

Man skal nok ikke tage fejl af IMs forsøg på denne balancegang. Når man nu går ud og taler positivt om evangelisk-lutherske fri- og valgmenigheder er det svært ikke at se det som et udtryk for at der altså er mange steder lokalt hvor pragmatismen ikke fungerer. Den erkendelse tror jeg såmænd man har kunne finde i IM i mange år. Det er nok også sådan man skal læse IMs kritik af strømningerne i folkekirken. Som et forsøg på at fastholde pragmatismen. Men kan kritik være pragmatisk?

Jeg håber at Magnus får svar – jeg synes det her er en meget interessant debat.

Lidt mere end halvvejs i fasten

Askesens via negativa: “Tilpas jer ikke denne verden”

Askesens via positiva: “Lad jer fovandle, ved at sindet fornyes”.

Øvelsens sødme: “Så I kan skønne, hvad der er Guds vilje”.

Ved en omhyggelig dyrkning af sjælens urtehave øves sindets evne til at kunne “skønne, hvad der er Guds vilje”.

Hvis bedømmelse havde været en enkel kunst, hvis man kunne pågribe falske profeter på fersk gerning blot for deres ideer, så ville man nå langt ved at kunne sin lektie.

Det er sværere end som så. Hvad der må opøves – skærpes – er sanserne. Syn, hørelse, lugt, følesans, fornemmelse. Alt det, der forbindes med erfaring. Ikke med ideer.

Sådan skriver svenske Peter Halldorf så provokerende i “Hellige rødder” (Boedal 2001).

Salmer fra køkkenet

Der er blevet skrevet velsignet meget godt om Hymns from Nineveh siden pladen udkom d. 21. februar. Den var længe ventet, var den. Jeg sad kl. 6 om morgenen og ventede på at iTunes ville frigive den så jeg lynhurtigt kunne nedlaste den og brænde en CD til bilen – og så stod den ellers på hymner hele vejen til Berlin. En koncert med Jonas og sit fantastisk talentfulde kompagni er det også blevet til, alt imens pladen røg top 10 og fik lov at toppe Det Elektriske Barometer, hvor også dejlige Mechanical Bird for tiden huser så godt.

Vi har hørt pladen ret meget herhjemme. Mine børn går og traller “Cocoon” og jeg kan simpelthen ikke selv blive færdig med pladens første skæring, den fantastisk smukke “So Mournful the Elegy, So Comforting the Hymn” som på så velsignet fin vis i sig selv rummer alt hvad der er smukt og godt ved dette album. Som Jonas Haahr Pedersens tekster er sangen blid, venlig, inderlig; men der er også en intimitet i både ord og lyd som til stadighed forbløffer mig. Sjældent møder man en musiker med så ærligt et udtryk. Ja, til tider nærmer det sig en overskridelse af min egen blufærdighedsgrænse; ikke fordi musikken lyder privat, men fordi den er så oprigtig og så, så venligt fin. Den sniger sig ind, ikke som en uvenlig og uventet gæst, men som en gammel ven du kan lide – og som kan lide dig.

Mandelštam

Jeg har været og er stadig igang med at læse den polsk-russiske poet Osip Mandelštams (1891-1938) samlede værker. De er awesome! Mandelštam skriver poesi og prosa; små knaldhårde, indholdsmættede stykker tekst, rige, klare, smagfulde, klingende af senet livsvilje og den der østlige melankoli, jeg jo har en ting med…

Mandelštam endte sit liv i en sovjettisk fangelejr nær Vladivostok efter en kort, men intens karriere som en forfatter, der ikke just strøg styret med hårene, men tværtimod lod sin anti-totalitarisme få tydelige udtryk. Den slags gør måske at han lyder som en særlig politisk poet, men det er for nemt at afskrive ham som sådan en. Men hva, jeg må jo hellere give en smagsprøve. Et digt om tiden, der insisterende både er vredt, poetisk og – synes jeg – vældig stærkt. Digtet går under betegnelsen “135″ og er oversat af Ivan Malinowski.

Forår

Det lyder snart som noget fra “Ude & Hjemme”, men det er altså rart at det er forår. Der er en friskhed i luften. Vasketøjet blafrer for første gang i flere måneder decideret livsbekræftende derude på altanen. Små fitlihutter og tuttelutter og what-not pibler ufortrødent op ad jorden. Selv ukrudt ser kært ud.

Tilværelsen er ikke sådan at tage livet af. (Ej heller selvom der sjældent bliver skrevet noget på denne elektroniske version). Jeg tror det er godt. Godt at livet findes, at man kan få lov til at fylde det med gode ting, gode mennesker, tanker der peger opad og udad og ikke sidder og fedter rundt i ens blegfede navle, hvor der er surt og selvmedlident.

Det er snart påske, og godt nok er vi velsignet med at bo på den nordlige halvkugle hvor de teologiske opstandelses- og livspointer får lov til at stå side om side med forårsblomster og knopper på træerne – men der er også i foråret en besk erkendelse af at livet også af og til er koldt og tungt som vådt ler. Den kolde vind der pludselig kan feje hen over en solvarm altan. En isning i vejret, der pludselig skifter og sender forbløffende haglkugler midt i det, der lignede vejen mod sommeren. Derfor holder jeg af Vivaldis “Forår”, som har den tone af melankoli. Akkurat som lovsangen en påskemorgen, der er en glæde uden lige, men samtidig også indeholder en dump pine over at døden findes og at vejen til livet måtte gå gennem den.

Nå. Nu vover jeg et: Glædeligt forår! i håb om at det er kommet for at blive.

Bøh

24. december

Pludselig bliver det jul, og så er det jul, og så er der ikke rigtig så meget man kan gøre end at være i det som det er. Og det behøver ikke at være så dårligt endda. For at starte bagfra: Juleaftenen var faktisk hyggelig. Karen og Simons forældre, Ellen og Simon fandt en måde at holde jul på, som var lattermild, varm og rar – på trods af at ingen af dem havde forventet at det skulle være sådan. På trods af at ingen af dem havde regnet med at skulle holde jul med hinanden. Der var en opløftet stemning ved bordet, Simons mor var overraskende hjælpsom i køkkenet, og Karen fik mandlen og lo af glæde. De gad ikke at gå om juletræet, men sad i en time og sang julesalmer mens lysene brændte ud og et fortroligt tusmørke bredte sig. Simon blev glad for uret, Karen elskede broschen, og Ellen selv fik en pels. En ekstravagant, tyk og flødefed pels fra sin Simon. Hun kunne ikke have drømt om noget bedre, mere overskudsagtigt og luksuriøst. Julestjernen fra menighedsrådet samt et pund kaffe som tak for hjælpen med krybbespillet visnede helt ved siden af.

Krybbespillet, ja: Det endte med at blive forlenet med en nærmest poetisk skønhed, synes Ellen, hvis hun skulle sige det selv. Camillas trodsige Maria med de pink briller blev et sindbillede på Ellens modstræbende følelser overfor Melflinge og livet der. Johannes’ vismand fra Østen e var stærk, fokuseret og bar ingen spor af den tro-løse dreng, Ellen var kommet til at holde af. Måske var det netop dobbeltheden i det, han havde sagt og gjort, som fik hende til at have ham kær. Hvis Melflinge kunne rumme en dreng, med skønhed, tro og vantro, så kunne den nok også rumme en arbejdsløs, lidt frustreret cand. mag. fra København. Man behøvede vel ikke at være en profet for at bo på Vestfyn.

- “Julen er paradoksal,” sagde Simon fra sin prædikestol. “Der er noget ufatteligt i dette med at tro på, at en lille dreng, en baby, blev født for at blive verdens frelser. Det er svært at begribe – nærmest ufatteligt. Men sådan er tilværelsen jo nogle gange. Den er ufattelig. Svær at tro på – vanskelig at forstå. Og hvad så, fristes man til at spørge. Jeg tror julen i år beder os om at acceptere det, vi ikke kan forstå. At tage imod julens mysterium. At tro på – om så vores tro er stor eller lille – at en lille baby født nær Middelhavets kyst kan være Guds søn og verdens frelser.” Ellens øjne strålede om kap med Simons smil. Hun havde fred og velbehag i sin mand, præsten, og hans ord talte til hendes hjerte. Hun vidste godt at alt ikke blev ændret på en juleaften som denne. Hun vidste godt at der var mange trælse samtaler med A-kassen forude. At Melflinges småborgerlighed og Karens platter ville give hende kvalme mange gange endnu. Men det gjorde ligesom ikke så meget. Hun var klar til at acceptere tilværelsens mysterium, som hun var klar til for første gang i sit liv at fejre at en jomfru havde født en søn. Det var jul. Og det ville blive jul mange, mange gange endnu.

23. december

Hun kunne ikke finde Simon da hun kom hjem fra de uigenkaldeligt sidste juleindkøb. Hans store vinterstøvler stod og dryppede af i entreen, men han var ikke på sit kontor. Hun sukkede og gik i gang med at kigge på den liste af ting, der skulle ordnes. Selvom hun havde købt småkagerne var der dog nogle ting, hun havde fået lyst til at bage og lave selv. Anden stod og tøede op i køleskabet, svigermekanikken ville komme til frokost og Karen ville støde til efter julegudstjenesten.

Pludselig stod Simon i køkkenet, bleg i ansigtet. Han kiggede på Ellen og som de stod der lignede de begge et spørgsmålstegn i ansigtet. “Jeg kan ikke få prædikenen til at hænge sammen,” sagde han. “Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til dem.” Ellen så på ham, og hun vidste ikke om hun skulle sukke fordi endnu en ting var på vej til at gå galt – eller om hun skulle glæde sig over at julen også for Simon var lidt svær. “Der kommer måske 200 mennesker. Jeg er vant til 20. Hvad skal jeg sige til dem?”

Ellen tog Simon i hånden og de satte sig ned. Hun fortalte ham om Johannes, om det han havde sagt. Om det hun havde læst og hvad hun tænkte om Maria og hele ideen med at en baby blev født i en stald. Hun fortalte om sin angst for hvad der ville ske juleaften, om de fejlslagne øvegange i forsamlingshuset. Hun fortalte om Trines overstadige ironi over Melflinge, og at hun både savnede København og ikke brød sig om Melflinge og alligevel synes at det var fint nok det hele. Hun græd lidt, og Simon holdt hende i hånden, og pludselig så han på hende med det der smil, hun allerførst var faldet for. “Nu har jeg det,” sagde han. “Nu ved jeg hvad jeg vil sige.”

22. december

Hvis man kunne tegne en kurve over Ellens juleforberedelser og julehumør, så var den for nedadgående. De sidste indkøb var godt nok faldet på plads, Simons julegave var kommet med posten – men den sidste gang de skulle øve med krybbespillet inden jul var mærkelig. Maria og en af de vise mænd var fraværende, hvilket var noget hø, men Johannes kom, og det var godt. Ellen blev glad for at se ham efter at have pløjet sig gennem snedriverne på vej mod forsamlingshuset. Hun havde lyst til at tage ham med hjem og snakke med ham om Maria og Josef og det lille barn, og fred på jorden. Fred på jorden! Ingen stress eller krige. Det kunne Ellen godt bruge.

Johannes så på hende og  sagde: “Jeg vil godt være med alligevel. Men du skal ikke spørge hvorfor,” og Ellen lod være med at spørge hvorfor. Det var efterhånden gået op for hende at der alligevel fandtes så få svar her i tilværelsen. Hvorfor skulle de bo i Melflinge – hvorfor skulle Maria føde et barn, som var Guds søn. De svar, hun kunne finde, var kun overfladiske. Hun følte at hun måtte acceptere livets ubesvarlighed og ikke prøve at opfinde beviser, men blot være tilstede i det, som var nu. Johannes havde talt smukke ord engang, nu ville han ikke sige noget, og så var det sådan det var.

De øvede igennem uden Maria og den ene vismand, og det gik vist ok. Lidt mat, men i orden. De aftalte at mødes ved kirken juleaftensdag kl. 13, og Ellen både glædede sig og glædede sig til at det var overstået.

På vej hjem så hun en Falck-bil holde foran Karens hus. Karen havde fået lov til at komme hjem under forudsætning af at hun holdt sig i ro. Ellen vidste godt at det var meget at forlange af hende, men mon ikke det brækkede håndled lagde en naturlig dæmper på tingene. Karen var arrig. Hun havde ikke fået handlet ind, og hvordan skulle det nu blive jul. I det øjeblik vidste Ellen at det rigtigste hun kunne gøre var at invitere Karen til at komme til jul i præstegården, så det gjorde hun. Karen accepterede modstræbende. Og Ellen gik hjem for at fortælle det til Simon. Nu ville de få tre gæster til jul, for julen kom, og den var nær, og det var snart nu.

21. december

“Jeg vidste det. Det går altid helt galt lige omkring d. 20.” sagde Simon da Ellen grådkvalt forsøgte at forklare ham hvor overvældende livet og julen og alting nu pludselig var. Johannes havde ret. Det hele var en dum historie – både Maria og barnet og hele ideen med at flytte til Melflinge. Som ikke det havde været nok havde en udiplomatisk mand fra A-kassen ringet og skældt Ellen ud over noget, hun ikke helt forstod hun havde gjort galt. Hun var arbejdsløs, dømt til en svedig jul foran et komfur i en obskur landsby på Vestfyn. Og Simon havde også sit at se til. Der var to begravelser inden jul – og Holger Graver havde tildelt Simon et regulært møgfald for at skulle hamre hul på jorden  i al frosten – der var en juleafslutning for nogle dagplejere, og så alle prædikenerne til juledagene.

Ellen havde fået besøgt Karen i Odense, hun havde skaffet en and, kartofler, rødkål og andre af de ting, der skal til for at det kan blive jul. Hun traf en hurtig beslutning om at købe småkager i stedet for at bage selv, og det hele løb pludselig op. På vej hjem købte hun i forvirringen et juletræ, så nu havde de to. Den lille folkevogn formeligt bugnede af varer, gaver, ting og sager, og selvom Ellen normalt nød at gå i butikker, så var det ikke særlig rart denne gang. “Skal vi ikke tage noget med?” havde Simons mor spurgt i telefonen, men Ellen vidste at hun bare spurgte for at være flink, og at det rigtige svar var en venlig afvisning. Så selvfølgelig gav hun en venlig afvisning.

Nu sad hun og kiggede ud på Melflinge igen. Der var måske yndigt på Vestfyn, og Karen havde også været glad for hendes besøg. Anden lå til optøning som den skulle; der var købt ind og det hele var nok fint nok. Alligevel følte Ellen ikke længere at det var jul i hendes hjerte. Hun så nyhedsspeakerne i tv blive mere muntre, hun observerede reklamerne og juleshowene og “Last Christmas I gave you my heart”, men det trængte ikke rigtig ind. Julen så ud til at blive ujul.

20. december

Fire dage før jul skete der tre ting, der ændrede meget.

1. Karen gled uden for sin dør, hamrede hovedet ned i jorden og brækkede sit højre håndled. Ellen så ambulancens blink fra køkkenvinduet ved 11-tiden, løb derned og fandt en groggy Karen på vej til Odense for at blive tjekket i alle ender og kanter. Karen nåede at få afleveret en nøgle til Ellen, og så måtte hun låse døren og gå hjem med en underlig fornemmelse af ikke helt at vide hvad der var sket og hvad hun skulle gøre. Hendes og Karens relation… var den noget endnu? Var de venner? Bekendte? Naboer? Hvis det var sket i Møllegade ville hun ikke have tænkt over det, men nu var det anderledes. Hun vidste at Karens datter boede i udlandet, og burde man ikke ringe eller noget, men hvad gjorde man?
2. Simons forældre ringede og meldte overraskende deres ankomst juleaften. De turde ikke rejse til Egypten som de plejede, så nu stod der pludselig rigtig jul på programmet. Ellen havde ellers tænkt noget med nogle andebryster på grillen, men hun mærkede forventningerne om brune kartofler, rødkål, brunkager og konfekt løbe hende koldt ned af ryggen. Nu havde hun vel for en gangs skyld travlt?
3. Johannes besøgte hende. Hun var på vej ud af døren – hun skulle til Odense for at handle ind, finde en anstændig and og besøge Karen på hospitalet, hvor de havde fundet ud af at faldet havde tildelt hende en hjernerystelse. Og så stod han pludselig på trappen, Johannes. For anden gang blev Ellen overrasket af at opdage ham, men det var ikke den eneste overraskelse, han havde med sig. “Jeg kan ikke være med i krybbespillet,” sagde han og så Ellen direkte ind i øjnene. “Jeg tror ikke på det der længere. Farvel.” Han efterlod en lamslået Ellen, men hurtigt kom hun til sig selv, løb efter ham, og det lykkedes at overtale ham til at komme til den sidste øvegang alligevel. “Det er bare en dum historie,” sagde Johannes, hvis ord før havde rørt hende dybt, og hun var bedrøvet, men det var der ikke tid til. Hun lovede at finde på noget og skyndte sig afsted, ud i verden, som en kvinde fra Melflinge der har travlt fordi ting sker rundt omkring hende.