Det er nemlig ikke den fremstormende islamisme, vi skal frygte, men derimod det tempo vi forlader den kristne tro med. Muslimer skal vi møde med varme og kærlighed, ikke kulde og had. Der findes muligvis muslimske fundamentalister, som vil dø for at dræbe en kristen, men hvor er den kristne fundamentalist, der vil elske muslimen, også selv om det kan have svære omkostninger eller – som det er tilfældet i mange muslimske lande – ligefrem kan betyde døden?
En tankevækkende blog fra forfatter og læge Thomas Teglgaard.
The wisdom of this world is foolishness with God. The soul has to proceed rather by unknowing rather than knowing.
Johannes af Korset (1542-1591)
Virkelig, det er det altså.
Der er noget helt forbløffende frisættende i at erkende, at man hverken kan gøre til eller fra, men at man er magtesløs. Og falder man, så må man som kristen tro på at man falder i Guds hænder.
Af og til kan man som kristen høre den indvending der handler om, at vi er ansvarsløse når vi lægger vores liv i Guds hænder. Indvendingen har validitet, dersom det at lægge sit liv i Guds hænder bliver en benægtelse af eget ansvar for egne ord og gerninger. Men det er vist ikke kun sådan, det menes.
Men helt ærligt. Findes der noget mere ansvarligt end at erkende, at man overfor livets tildragelser oftest står helt magtesløs? Netop dér giver man slip på alle sine evner, til en hvis grad på sit selvbillede. Der forlader man sig 100% på andre mennesker og Guds nåde. Det forekommer mig at være endnu mere modigt end hvis man er en sådan self-made type, der kæmper for at bevare kontrol og magt, bare fordi.
Det er nok også derfor det er så ubegribeligt svært at erkende sin magtesløshed. For så må man se sin egen lidenhed i øjnene. Man må, på sæt og vis, give bare en lille smule op. Er det farligt? Kun hvis man er bange for at tæppet skal blive trukket væk under en. Men hvem er ikke det?
SÅ er de her – endelig!
read more…
Jeg kom lige til at genoplive en gammel kærlighed, nemlig den bulgarske kvindegruppe “Trio Bulgarka”, også kendt som en del af det Grammyvindende bulgarske stats-tv-kor “Les Mystère des Voix Bulgares”, som senere blev til “Angelite” og “Balkana” og sikkert meget andet. Deres harmoniseringer er fantastiske, skønheden nærmest æterisk (synes jeg). Véd godt det her nok ikke er alles kop thé, men hos mig holder “Trio Bulgarka” samovaren dejlig varm i en kold tid.
Jeg ved godt at jeg er uhyggeligt for sent ankommet til festen, men Cormac McCarthys “The Road” er en af de mest hjerteskærende bøger, jeg nogensinde har læst. Så uhyggelig trist og bevægende og samtidig skrevet med en hjertets renhed, som det er forunderligt at støde på i det landskab, McCarthy maler op i al sin grå rædsel. McCarthys tørre og enkle stil, der gav et velvalgt backdrop til uhyrlighederne i “No Country for Old Men”, kalder her i sin nærmest minimalistiske enkelhed fine små sandheder frem om det at leve, om det at elske, om det at overleve og tro. Det er måske nok mest af alt nemlig en roman om desperat at holde fast i en tro på at gode ting venter forude – at livet er værd at leve – at den kærlighed, man trods alt kan kende eller erindre også konstituerer den eneste gældende virkelighed. Fortællingen om Manden og Drengen der sammen vandrer ad vejen mod en ukendt, uvis og uhyggelig fremtid, der mest af alt ligner en fortid, kan ikke anbefales nok. Og den skal læses nu, skal den! For om føje tid kommer filmen, som australske John Hillcoat har lavet. Hillcoat stod bag den fabelagtige “The Proposition”, der var den bedste film i 2005, men selvom han er dygtig har jeg svært ved at tro på at han rent faktisk kan forløse bogens potentiale fuldt ud. Og derfor skal bogen læses nu, inden Manden bliver til billeder af Viggo Mortensen i dynejakke. Har du ikke skrevet den på din juleønskeseddel, så gør det endelig nu.
“The Road” vandt en Pullitzer, og det er mere end fortjenet. Der er noget evigt vindblæst og forunderlig goldt over McCarthys prosa, og alligevel er det så rig en bog. Læs den!
Min ven Søren er fra Hvide Sande. Han er en rigtig god dreng. Og nu er han i Kristeligt Dagblad! En enkel artikel om hvor livsomvæltende det i al sin udramatik kan være at opsøge og blive en del af en anden virkelighed, bare kortvarigt. Der er sikkert mange der kan genkende nogle af de ting, Søren siger. Og det er godt. Jeg tror, som Søren, at det er godt at få nogle ting med hjem, man måske ikke havde i forvejen.
– Det er jo ikke, fordi man kommer hjem som sådan en Mr. Mirakel, men jeg har da fået en større forståelse for, hvordan verden er skruet sammen. Det er lidt svært at forklare præcist, hvad man får ud af det, for det er jo sådan nogle store ord som livs-erfaring, større forståelse, overbærenhed og tålmodighed.
Jeg ved ikke, men jeg synes at efterår/vinter i al sin grå-hed kalder på nogle flere højtider. Når man kommer fra en kultur hvor foråret er højtidssæson, og opdager at andre steder lægger man sine fejringer i efteråret… så giver det god tid. Vinter og efterår trænger til et par pift festlighed. En Thanksgiving eller Moder Teresa dag eller et eller andet.
Men vi må vente til julen! Og den kommer heldigvis snart.
Take not, O Lord, our literal sense. Lord, in thy great Unbroken speech our limping metaphor translate.
Der er i øjeblikket lidt mere fokus på relationerne mellem nabolandende Tyrkiet og Armenien end der plejer at være. Det skyldes at præsidenterne for de to lande – det store, muslimske Tyrkiet, og det lille, kristne Armenien – i dag underskriver en art fredsaftale, der – motiveret af finanskrisen – skal åbne op for at samarbejde og handel mellem de to republikker kommer igang igen. Og, nårh ja, grænsen åbnes. read more…
Okay, det er ikke højaktuelt som da var for en måneds tid siden, men jeg fandt lige på kristendom.dk en præsentation af en situation i 399s Konstantinopel, hvor Johannes Crysostomos beskyttede en embedsmand, der efter at have fornærmet kejseren søgte tilflugt i en kirke. Johannes, der betragtes som en helgen i de kirker, der gør i den slags; det interessante er at også langt ind i protestantiske kirker har han ‘fans’, der ærer hans arv til kirken som en dygtig prædikant og tekstudlægger. Chrysostomos betyder ‘gylden mund’, og hentyder til den klarhed, hans forkyndelse efter sigende havde. read more…
